Kriminalforsorgen
I forbindelse med afsoning af behandlingsdomme skal borgere henvises til Behandlingscenter Svendborg senest en måned før opstart.
Henvendelsen skal ske til én af følgende tre kontaktpersoner på Behandlingscentret: Lene Husman eller Vibeke Olesen.
Fængsel og arresthuse
Vi ønsker at sikre vores borgere den rette medicinske behandling, og det er derfor særdeles vigtigt, at Behandlingscentret kontaktes i forbindelse med anholdelse eller løsladelse af mennesker, der er tilknyttet Behandlingscentret.
Det er vores oplevelse, at et godt samarbejde vedrørende medicin giver vores borgere større mulighed for at opretholde kontinuitet i deres behandling efter afsoning.
Ved planlagte afsoningsforløb tager Behandlingscentret kontakt til relevante samarbejdspartner inden for fængselsvæsenet.
Samarbejde i forbindelse med indlæggelse af borgere, der er tilknyttet Behandlingscenter Svendborg.
Da ikke alle borgere håndterer egen medicin, er det vores ønske, at den pågældende afdeling tager kontakt til Behandlingscentret, således at vi sikrer en korrekt medicinering, herunder at ordinationen af substitutionsmedicin bliver uddelegeret til det pågældende sygehus i den periode, hvor klienten er indlagt.
Ligeledes ønsker vi at blive kontaktet i forbindelse med udskrivning fra sygehus. Dette for at sikre, at Behandlingscentret er orienteret om evt. ændringer af medicin samt at vi er bekendte med, hvornår der sidst er udleveret substitutionsmedicin.
I forhold til evt. smertebehandling under indlæggelse kan vi tilbyde rådgivning fra Behandlingscentrets læge.
Medicinlister sendes til Behandlingscentret på fax nr. 62 21 16 82.
Praktiserende læge og hjemmeplejen
Er du ansat i Sundhedsvæsenet i lokalområdet, og har du behov for rådgivning om misbrug og behandling af mennesker med misbrug, er du velkommen til at henvende dig til Behandlingscenter Svendborg.
Henvendelse kan ske skriftligt på BEHSV@svendborg.dk eller telefonisk til Behandlingscentrets sygeplejersker og læge på tlf. 62 23 49 90.
Jobcenter, Familieafdeling, Socialafdeling
På Behandlingscenter Svendborg har vi fokus på den helhedsorienterede indsats, da dette afspejles positivt i den konkrete behandling.
Vi deltager i trepartssamtaler og samarbejder på anden måde med borgeren og myndighedssagsbehandleren om, hvordan vi kan understøtte forskellige typer af afklaringsforløb.
Dette kunne f.eks. være afklaring af særlige behov, afklaring af beskæftigelsespotentiale, behov for støtte i forbindelse med forældreskab etc.
Der er mulighed for praktik for socialrådgiverstuderende, pædagogstuderende, psykologstuderende, sygeplejerskestuderende samt social- og sundhedsassistentstuderende.
Den studerende vil have mulighed for at deltage i de daglige funktioner her i huset og hos samarbejdspartnere.
Der vil være fokus på tavshedspligt i forhold til borgergruppen.